Strande langs Storebæltskysten

|
Udskriv
Strande langs Storebæltskysten


Strandferie i Sydvestsjælland


Sydvestsjælland byder på mange gode badestrande. Der er noget for enhver smag, hvad enten man søger børnevenlige sandstrande, beachvolley, strande med badebro eller gode muligheder for kystfiskeri. Læs mere om strandene i området omkring Slagelse og Korsør her.


Bildsø Strand
Bildsø Strand er en børnevenlig sandstrand med fint sand, som ligger ugeneret og tæt på skoven. For at komme ned til stranden fra p-pladsen, skal man gennem Bildsø Skov. Har man lyst til mere motion, end hvad bølgerne kan tilbyde, så byder skoven på en udendørs motionsplads tæt ved stranden, som frit kan benyttes.


Bjerge Strand

Bjerge Strand er en skøn sandstrand med klart vand og sandbund. Stranden er særdeles børnevenlig, da vandet er lavt og der ikke er understrøm. Når det er lavvande opstår der små øer af sand helt inde ved bredden, som er ideelle for børnene at lege på. Der er desuden beachvolley-bane og legeplads i den sydlige del af Bjerge Sydstrand. Ud over badning, beachvolley og vandreture byder Bjerge Strand også på ideelle betingelser for windsurfing, sejlads og lystfiskeri.


Drøsselbjerg Strand

Drøsselbjerg Strand på Vestsjælland ligger kun 15 minutter fra Slagelse by. Langt de fleste sommerhuse ved Drøsselbjerg Strand har en enestående udsigt over Storebælt. Det smukke og fredelige område omkring Drøsselbjerg byder desuden på gode muligheder for at fange havørreder og hornfisk. Kyststrækningen er med klint og nogle sten, men badebroerne langs med stranden gør alligevel området til et dejligt sted at bade.


Frølunde Fed

Frølunde fed ligger i det nordlige kystområde ved Korsør. Herfra er der en skøn udsigt til Storebæltsbroen. Stranden er en god og børnevenlig sandstrand med en smal bræmme af sten i vandkanten og derefter sandbund. Fiskemulighederne er gode, og stranden har desuden bålplads, parkeringsplads og toilet. Man kommer til stranden fra Broholmvej via p-pladsen eller fra vejene i sommerhusområdet.


Kelstrup Strand

Kelstrup Strand ligger i fredelige omgivelser og byder på en fin badestrand med sand og lidt småsten. Der er p-plads ved stranden.


Knivkær Strand / Svenstrup Strand

Knivkær Strand er en nordvendt strand, som er beliggende i Korsørs nordlige kystområde. Herfra kan I opleve en helt utrolig udsigt til Storebæltsbroen. Stranden er børnevenlig med badebro og byder på en god sandstrand med kystskrænt op mod P-pladsen og en smal stenbræmme i vandkanten. Stranden har også en beachvolley-bane. På P-pladsen er der toilet og info-tavle. Man kommer til stranden fra Svenstrup Strandvej. 


Kongsmark Strand

Kongsmark er et strandområde med mange gode sommerhuse beliggende kun 20 min. fra Storebæltsbroen. Kongsmark Strand byder på en skøn sandstrand kun med enkelte sten.


Korsør (Stranden ved Alhøjvænget)

Korsør Strand er en sydvestvendt strand i Korsørs sydlige bydel. Stranden er af sand og beliggende i fredelige omgivelser nær Korsør Lystskov. Der foretages med jævne mellemrum målinger af badevandskvaliteten. Der er adgang til stranden ad trappe fra p-pladsen for enden af Alhøjvej. Herfra er der udsigt til Stigsnæs, Agersø og Omø.


Ceres Stranden  (ligger i forlængelse af ”Stranden ved Alhøjvænget”)

Ceres Stranden er en sydvestvendt strand i Korsørs sydlige bydel. Selve stranden er en sandstrand med grønt engareal, som byder på to badebroer, en beachvolley bane og det Blå Flag. På strandarealet er der desuden bålplads, borde og bænke og  info-tavle. Der foretages badevandsmålinger fra maj til september. Stranden ligger desuden tæt på by og supermarked og har busstoppested tæt på Kjærsvej. Man kommer til stranden Ceresvej, Egholmvej eller fra cykel-/gangsti fra Korsør Lystskov til Grønningen. For enden af Ceresvej er der p-pladser med toiletter. Korsør Frømandsklub og Korsør Windsurfing har klubhus og aktiviteter på stranden.


Næsby Strand

Næsby Strand er fin og børnevenlig strand med sandbund og enkelte sten. Der er gode indkøbsmuligheder i området samt mange virkelig skønne sommerhuse med fin udsigt til Storebæltskysten. Næsby Strand har en parkeringsplads med toiletter.


Omø

Øen Omø byder på en rigtig lækker badestrand, som er beliggende tæt på byen Kirkehavn, hvor færgelejet og havnen også ligger. Der er legeplads i gåafstand samt toiletter og kiosk.


Stillinge Strand

Stillinge Strand er en bred strand med fint sand, lavt vand og meget begrænset strøm. Stranden ligger i et populært sommerhusområde ca. 12 km fra Slagelse by. Stillinge Strand har Blåt Flag, og det er ingen overdrivelse, at beskrive stranden som den bedste badestrand i Vestsjælland. Stillinge Strand er ikke kun børnevenlig, men også handicapvenlig, da den er fremkommelig med kørestol. Stranden har beachvolley bane, legeplads, p-plads og toiletter. Tæt ved stranden finder I desuden en kiosk og flere restauranter.


Vester Bøgebjerg

Vester Bøgebjerg er en sydvestvendt strand mellem Korsør og Espe, beliggende i et mindre sommerhusområder tæt på Klarskoven. Stranden er stenet og oplagt til naturoplevelser og lystfiskeri. Der er p-plads, og nedgangen til stranden foregår ad sandklint. Man kommer til stranden via Vester Bøgebjergvej.

Søg et sommerhus

Sommerhuse ved Slagelse

» Vis flere tilbud fra Feriepartner